Lavteknologisk løsning fjerner både mikroplast og tungmetaller

Mikroplast er et af tidens mest omdiskuterede miljø­problemer. To af de mest udskældte kilder til mikro­plast­forurening herhjemme er bildæk og kunstgræsbaner.

Afriv fra bildæk og gummigranulat fra kunstgræsbaner kan transporteres med vores regnvand ud i vandmiljøet og ende i fødekæden.

Men trods debatten ved vi ikke nok om, hvor stort problemet reelt er, og hvordan vi løser det. Det skal et udviklingsprojekt udbudt under Miljøstyrelsens MUDP-pulje rette op på. Projektet udføres af rådgivnings-virksomheden Sweco og en række andre danske virksomheder. Dansand deltager med et bud på, hvordan vi kan rense regnvandet for mikroplast med en enkel, lavteknologisk og økonomisk attraktiv løsning.

Filterjord er et alsidigt medie, der kan rense vand for mange forskellige typer forurening, og vores indledende analyser tyder på, at det også er en effektiv løsning i forhold til mikroplastforurening, fortæller Steen Frantzen, der er miljøspecialist hos Dansand.

Som forberedelse til Dansands deltagelse i MUDP-projektet har han i løbet af 2021 udført en serie af kolonneforsøg, det vil sige en række laboratorieforsøg, hvor han har simuleret forskellige forureningsscenarier for at teste, hvor god filtermulden reelt er til at fjerne mikroplast.

De tre billeder viser 1: filter før rensning med filterjord ; 2: græsbevoksning efter tilledning af mikroplastholdigt vand ; 3: filter efter rensning for mikroplast i filterjord

Analyseresultaterne viser, at filtermulden har fjernet langt over 90 % af forureningen i alle de scenarier, vi har skabt, forklarer Steen Frantzen.

Projektet er udvidet til også at undersøge for tungmetaller og fosfor

Men regnvand fra vejbaner og kunst-græsanlæg indeholder ikke kun mikroplast. I mange tilfælde er der også fosfor og skadelige tungmetaller som bly og zink til stede i vandet. Derfor er MUDP-projektet blevet udvidet til også at undersøge mulige renseteknologier for denne type forurening.

DANSAND® Blueguard er et naturligt mineral, der optager tungmetaller og fosfor fra forurenet vand uden senere at frigive dem. I en anden forsøgsrække har vi forsøgt at blande en smule Blueguard i filtermulden for at undersøge, om vi kan forøge filtermuldens effekt overfor opløste tungmetaller. Umiddelbart er resultaterne gode, forklarer Steen Frantzen.

Enkel, lavteknologisk renseløsning

Fordelen ved filterjord og Blueguard er, at begge materialer danner basis for en enkle, lavteknologiske renseløsninger. Der er ikke nødvendigt at installere særligt udstyr eller tilsætte kemi til løsningerne. Filtermuld og Blueguard udlægges helt enkelt i et trug, et bed eller en grøft, hvor de optager forureningen fra regnvandet, inden det nedsiver til undergrunden.

I samarbejde med Sweco installerer Dansand i løbet af 2022 pilotanlæg på tre forskellige sites, hvor der er mikroplast og tungmetaller i det afledte regnvand. Det drejer sig om et vejanlæg og to kunstgræsbaner. Pilotanlæggene består hver især af en 1000 liter palletank med et lag drængrus, et lag filtermuld iblandet en smule Blueguard og en græsbevoksning øverst.

I løbet af 2022 vil vi løbende udtage prøver af regnvandet for at teste anlæggenes effektivitet og evaluere løsningen overfor de andre renseteknologier, der er en del af projektet, afslutter Steen Frantzen.

Flere nyheder fra Dansand

I fleksjob hos Dansand

Tina er fleksjobber hos Dansand og et godt eksempel på, hvordan en fleksjobordning kan være en gevinst for både medarbejder og virksomhed.

LÆS MERE

Åby Renseanlæg får et boost med nyt filtersand fra Dansand

Dansand har leveret 210 tons specialudviklet sand til renoveringen af Åby Renseanlæg i Aarhus. På trods af en halvering af mængden af filtersand, filtrerer det nye filter lige så godt som det gamle. Det brugte filtersand er blevet genanvendt i et lokalt anlægsprojekt med store CO2-besparelser til følge.

LÆS MERE