Fugens mange funktioner
En flot og velholdt fuge er prikken over i’et på enhver belægning. Fugen fremhæver farver, strukturer og mønstre, og den binder stenene visuelt sammen til en flot helhed. Men fugen har også en vigtig funktionel betydning. Hvis underlaget er korrekt udført, er det fugen, som gør belægningen modstandsdygtig over for regn, frost, ukrudt, trafikbelastning og meget mere.
Fugen fordeler belastningen
Fugen spreder belastningen fra den enkelte sten til nabostenene og bærelaget. Det gør belægningen robust og hindrer stenene i at knække, når de udsættes for tung vægt.
Fugen forhindrer kantafskalning
De fleste belægninger vil med tiden få små, ikke-synlige sætninger på grund af regnvand og naturlige variationer i underlaget. Hvis stenene ligger for tæt, vil kanterne støde mod hinanden og blive knust. En korrekt udført fuge optager de små sætninger og forhindrer, at stenene tager skade.
Fugen beskytter underlaget
Der kan sive store mængder regnvand ned gennem fuger, som ikke er fyldt korrekt op. Med tiden kan dette føre til tre problemer:
- Bærelaget opblødes og mister sin stabiliseringsevne.
- Der pumpes sand og grus op gennem fugerne, hvilket forårsager sætninger.
- Der er øget risiko for frostskader, da der lettere sker isdannelser under belægningen.